For 45 år siden trådte Peder Pedersen ind bag de røde mure i Odense med tanken om, at det blot var for en stund. Men tiden gik, og i dag kan han se tilbage på en lang karriere fuld af forandringer, oplevelser og ikke mindst skrot.

“Jeg startede med at slå støbejern i stykker med en gammel rambuk. Senere blev jeg truckfører og siden kranfører,” fortæller Peder.

Gennem fem årtier har Peder prøvet det meste: kørt lastbil, skåret i ubåde og arbejdet med varemodtagelse. Han har også kørt flere kraner uden hejsehus. “Når jeg nu ikke kunne se ned i lastbilerne, måtte jeg bruge deres røde markeringer som pejlemærker – og ellers rende ind og ud af førerhuset. Da jeg fik en Case 1188 med hejsehus, blev det hele lettere – men det gjorde jeg ikke. Man kunne godt se, at jeg ikke skulle rende så meget,” siger han med et grin.

Peder har fulgt virksomhedens udvikling helt tæt: fra opførelsen af den første store shredder til ekspansionen fra tre pladser på Fyn til i dag 31 lokationer i Danmark og Sverige.

I 2002 blev Peder formand for metal-afdelingen – og senere også for jern. I 2013 kom han til Lindø-terminalen, hvor han i dag kører en Sennebogen 870E og tager nattevagterne, når de store skibe skal lastes med jern til genanvendelse.

“Jeg har ikke misset en tur i mindst 9 år. Det er lige meget, om det er jul, påske eller en almindelig tirsdag. Der går sport i det,” siger han.

For Peder er arbejdet på Lindø ikke bare et job, men en livsstil. Han nyder samarbejdet med de andre, udfordringerne og udsigten – hvad enten det er de mørke vintertimer eller de lyse sommernætter.

Hans nuværende mål? At nå 50-års jubilæum.

“Men så hørte jeg, at to af mine kollegaer går efter det samme – så måske 55 år. Vi må se, hvem der holder længst. Det bliver en hård kamp, for de giver sig ikke så let,” smiler han.

En af de ting, jeg virkelig værdsætter ved mit job, er, at det ikke kun handler om bundlinjen. Vi bidrager også til miljøet og samfundet som helhed. Jeg sætter en dyd i at skabe relationer og rådgive mine kunder, hvilket gør, at ingen dage er ens. Det tværorganisatoriske aspekt er også spændende – jeg har kontakt med både logistik og produktion, hvilket gør, at jeg ser helheden i vores operationer.

I min stilling som markedskonsulent, har jeg mit eget lille erhvervsdistrikt i Vest-, Midt- og Østjylland. Jeg besøger mange forskellige virksomheder på tværs af brancher og møder et bredt spektrum af mennesker – alt fra værkfører til direktører. Hver virksomhed og hver person har deres egne agendaer: nogle fokuserer på økonomi og pris, mens andre lægger vægt på bæredygtighed og procesoptimering. Netop den variation gør, at mine salgstaler aldrig er ens og mit vidensniveau konstant skal opdateres.

“Evig læringskurve” er nok den bedste måde at beskrive min stilling på – og mulighederne i HJHansen Recycling Group.

Da jeg søgte stillingen for godt to år siden, havde jeg absolut ingen viden om skrot. Jeg havde blot mine 10 års erfaring indenfor salg og økonomi – og så min nysgerrighed med mig. Men det er også det fede ved denne branche. Der findes ingen uddannelse indenfor det. Har du lysten til at lære og udvikle dig, så er mulighederne mange her i virksomheden.  

Jeg har lige haft fem års jubilæum her i HJHansen Recycling, og i al den tid har ikke to dage været ens.

Jeg har blandt andet ansvaret for vores centrallager, hvor vi sørger for at indkøbe og forsyne hele virksomheden med alt fra reservedele, arbejdstøj og værktøj. Derudover sørger jeg for løbende vedligehold på pladsen i Odense og nye forbedringsprojekter.

Noget af det, der driver mig, er at se mine projekter komme til live. Jeg har f.eks. lige lavet et kedeligt område på vores plads i Odense om til et grønt område med stier i vild bevoksning og en pavillon, der kan bruges til rundvisninger, når vi har gæster.

Jeg har haft god opbakning fra ledelsen til mine ideer, og det har givet mig en stor tilfredshed, at vi har kunnet skabe stedet for relativt få midler. Halmen i hegnene er genanvendt, og der er plantet efeu, som forhåbentlig snart gør dem endnu mere levende. Bierne og andre insekter er allerede kommet, så der sker virkelig noget.

Det, jeg bedst kan lide ved mit arbejde, er, at jeg er med til at gøre mine kollegaer glade. Har de f.eks. en kontorstol, der driller, så hjælper jeg dem med det. Det er måske en lille ting for mig, men en vigtig del af deres hverdag.

Og så er der stor tillid til medarbejderne her. Her er frihed under ansvar. Vi har et virkelig godt team, der arbejder godt sammen og bruger hinandens kompetencer meget på tværs og stoler på, at man løser sine opgaver. Det betyder meget for mig.

Med dagens klimaudfordringer synes jeg, det er virkelig givende at bidrage positivt til, at ressourcer bliver genanvendt. Det er en meget kompleks proces, hvilket gør mit job virkelig spændende og udfordrende. Det overrasker mig stadig hvor store mængder, der køres gennem maskineriet hver dag. Det er fascinerende, at jern og metal kan genanvendes, men det er også skræmmende, hvor meget vi smider ud som samfund.

Jeg sidder i en afdeling, der både dækker HJHansen Recycling Group og H.J. Hansen Vin. På den måde har jeg en dagligdag i begge forretninger. Begrebet ”Vi løfter i flok” og ”Vi spiller hinanden gode” går igennem i hele organisationen, og er det første, du bliver mødt med, når du træder ind ad døren. Det giver en rigtig god energi.

…sådan sagde daværende formand for pladsen i Odense, da Otto Mikkelsen for snart 46 år siden for første gang mødte op hos HJHansen Recycling. Det er noget Otto husker – for han fik ret. 

Siden 1978, hvor Otto netop havde aftjent 18 måneders værnepligt og fået en afløsertjans som kranfører i tre uger, er der sket en del. De tre uger blev til flere og han har kørt mange forskellige kraner og andet maskineri, hvorefter han selv blev formand på pladsen i Odense.

Hans kollegaer kalder ham noget af et orakel, den kollektive hukommelse og flere nævner hans helt særlige talent for at forudsige, om de store skibe kommer ind til tiden eller bliver forsinket, når de skal lægge til ved Lindø for at blive lastet med jern til genanvendelse. Otto var selv med til at starte pladsen på Lindø op i sin tid, og det er her, hans arbejdsdage nu foregår.

”Hvis vi laster et af de store skibe, så er der travlt. Det kan godt være, det ser ud som det samme og det samme, men alle dage er forskellige,”fortæller Otto.

I førerhuset bliver skoene taget af og pedalerne betjent i strømpesokker, men det er ikke altid fredfyldt at sidde der alene i sin kran, som man måske kunne tro.

”Jamen mobilen ringer jo konstant, når vi læsser de store skibe. Jeg skal have styr på skibsofficerer, skibsmægler, logistikafdelingen og mange andre, der ringer. Den bimler og bamler”

Men snart 46 år på samme arbejdsplads alligevel? Hvorfor?

”Jeg har fået udfordringer og ansvar. Det er kommet lidt af sig selv,” fortæller Otto og fortsætter ”Her har vi meget frihed under ansvar. Vi planlægger selv ferie og finder selv på løsninger. Det fungerer bare. Og så har jeg det sådan: jeg kan jo bare gå, når jeg ikke gider mere. Det er bare ikke sket endnu.”