Lines historie: At finde sin plads i (arbejds-)livet med ADHD

Nyhed d. 16. december 2024

 

Line Uth Theed er markedskonsulent hos HJHansen Recycling Group, hvor hun har ansvaret for indkøb af jern- og metalskrot i Sydjylland, på Fyn og Sjælland. Men Line er også meget mere end det. Som mor til tre og tidligere håndboldspiller har hun altid haft et liv med fart på. For et år siden fik hun diagnosen ADHD – en opdagelse, der både forklarede meget og ændrede hendes tilgang til livet og arbejdet.

I årene op til diagnosen, var Line præget af angst og konstant uro. Da hendes mor døde, pressede Line sig selv til hurtigt at vende tilbage til arbejdet. Det var en strategi, hun havde brugt før – at ignorere det svære og fortsætte. Men denne gang holdt det ikke.

 “Jeg var udbrændt, sov ikke og angsten blev invaliderende” fortæller Line. “Jeg var så stresset, men jeg troede bare, det var normalt. Det var først efter en samtale med min kollega, at jeg begyndte at forstå, hvor udfordret jeg egentlig var.”

Kollegaen opfordrede Line til at række ud til sin chef, som tog situationen alvorligt og sørgede for, at hun fik den nødvendige hjælp.

Diagnosen og vejen frem

Efter samtaler med en psykiater stod det klart: Line havde ADHD. Diagnosen kom ikke som en overraskelse, men snarere som en forklaring på en livslang følelse af ikke at passe ind.

“Det gav mening – hvorfor jeg altid havde svært ved at koncentrere mig i skolen, hvorfor åbne kontorlandskaber var en kamp, og hvorfor jeg altid følte mig overvældet af indtryk,” siger Line.

Med diagnosen kom også nye strategier. Line begyndte at bruge to-do-lister, prioriteringsværktøjer og fik medicin, der hjalp med at stabilisere hendes energiniveau. Men det var ikke nok alene – der skulle også justeringer til på arbejdspladsen.

Fleksibilitet og støtte i hverdagen

Line har i dag fået mulighed for at tilpasse sin arbejdsdag efter sine behov. Hun kan arbejde med døren lukket for at undgå distraktioner og har fleksibilitet til at arbejde på skæve tidspunkter, når hendes børn sover, og hun bedst kan koncentrere sig.

Hendes chef, Kasper, har spillet en afgørende rolle:

“Jeg har egentlig ikke gået så meget op i, at hun har en diagnose. For mig handler det om at se det hele menneske, og så finde ud af, hvad der fungerer.” siger Kasper Bay Simonsen.
“Men Line skal kæmpe ros for, at hun har været så åben, som hun har – for ellers ville jeg ikke have kunnet hjælpe hende. Når hun får de rigtige rammer, så er hun en fantastisk medarbejder, der er enormt dygtig til sit job. Det handler om at fokusere på styrkerne frem for begrænsningerne.”

En af de ting, Kasper har gjort, er at udvikle et overbliksark til Line, som samler alle hendes vigtige oplysninger ét sted. Det har hjulpet hende med at skabe struktur og holde fokus i en travl hverdag.

”Og så er det også vigtigt at sige, at vi har godt apparat her i virksomheden, der har hjulpet med at gribe Line, blandt andet HR. Den her situation har vi ikke prøvet før, men det har været sundt for os at lære noget af det.” fortæller Kasper.

Bryder tabuer og bygger bro

For Line handler det ikke kun om at få det til at fungere for hende selv. Hun vil også gerne bryde tabuer og skabe større forståelse for, hvad det vil sige at leve med ADHD.

“Jeg vil ikke have, at ADHD bliver en undskyldning. Det er en forklaring, og det hjælper os med at forstå hinanden bedre,” siger hun. “Hvis man som arbejdsplads er nysgerrig og giver sine medarbejdere de rette rammer, så kan man få rigtig meget igen.”

Selvom det stadig er en læringsproces for Line at lære at leve med sin ADHD, er hun nu også mere bevidst om sine styrker: “Jeg er hurtig til at tilpasse mig, altid positiv og nysgerrig. Det gør mig god til at arbejde med mennesker. Og selvom jeg ikke altid arbejder så struktureret som andre, så har jeg masser af andre kvaliteter.”

Lines gode råd til andre, der måske er i samme båd som hun selv, er i virkeligheden en indstilling til livet, som de fleste kan tage ved lære af:

”Først og fremmest, så har jeg accepteret de vilkår, jeg har. Det tog noget tid, men det har været vigtigt for mig. Jeg vil ikke hænge fast i min fortid, og spekulere over, hvordan mit liv kunne have været i dag, hvis jeg havde haft den viden om mig selv, som jeg har nu. I stedet for vil jeg lave de justeringer der skal til, så jeg kan bringe mine personlige og faglige styrker endnu mere i spil.”  

Portrætbillede af Line Uth fra HJHansen. Hun er iført hvid skjorte og mørkeblå cardigan.
Line Uth Theed og Kasper Bay Simonsen
Line på sit kontor i HJHansen Recycling Group
Line Uth Theed på sit eget kontor i Taulov

Mød en medarbejder

En af de ting, jeg virkelig værdsætter ved mit job, er, at det ikke kun handler om bundlinjen. Vi bidrager også til miljøet og samfundet som helhed. Jeg sætter en dyd i at skabe relationer og rådgive mine kunder, hvilket gør, at ingen dage er ens. Læs videre

Stefan Vibæk

Markedskonsulent - Vest, Midt- og Østjylland, HJHansen Recycling Group

Jeg har blandt andet ansvaret for vores centrallager, hvor vi sørger for at indkøbe og forsyne hele virksomheden med alt fra reservedele, arbejdstøj og værktøj. Derudover sørger jeg for...

Læs videre

Michael Søgaard

Service- og lagermedarbejder, HJHansen Recycling Group

Siden 1978, hvor Otto netop havde aftjent 18 måneders værnepligt og fået en afløsertjans som kranfører i tre uger, er der sket en del. De tre uger blev til flere og han har kørt mange forskellige kraner og andet maskineri...
Læs videre

Otto Mikkelsen

Kranfører på Lindø, HJHansen Recycling Group

Kontakt os – Ring eller mail

Med vores omfattende ekspertise kan HJHansen rådgive dig og dit firma om de bedste løsninger. Kontakt os, og vi vil give dig et skræddersyet tilbud gennem tæt dialog.

 

 

    Lad os tage kontakt

    Indskriv denne kode: captcha
    Jeg har læst betingelserne